Diverse

IMG_0093

Nekrolog Niels-Erik Ringheim ( 1953-2014)

Torsdag den 23. oktober døde Niels-Erik Ringheim, en mangeårig ansat, ven og medlem af Smørum Golfklub.

Niels-Erik blev medlem i Smørum Golfklub kort efter klubbens etablering, og blev hurtigt et kendt ansigt i klublivet. Han og Bill Currie var igennem mange år konferenciers ved klubbens årsfester, hvor Niels-Eriks naturlige talent for at underholde og optræde kom til udtryk.

Efter mange år i bryggeribranchen blev Niels-Erik i 2005 ansat i Smørum Golfcenter, hvor han blev Ketty Ottosens højrehånd, herfra især kendt som en populær vært for golfarrangementer for store som små selskaber.

Til Kettys store fortrydelse valgte Niels-Erik i 2007 at tage springet til Smørums greenkeeper afdeling .  Her var han ansat til sin død. I greenkeeper afdelingen blev han manden der stod for slåning af golfbanens semirough. En arbejdssekvens han med indlevelse gjorde til sin helt egen igennem 7 år, og Niels-Erik blev i afdelingen uvægerligt forbundet med sin maskine, TORO 4700 Groundmaster.

Niels-Erik Ringheim var trods sit talent for at optræde, et ganske privat menneske, der ikke ofte talte om denne sfære, men han var ikke sky, og havde sine meningers mod og en god portion stædighed og en vidunderlig tør humor, der ofte kaldte til smil.

Niels-Erik var ikke gift og havde ikke børn, men var de senere år blevet tæt knyttet til sin bror Ole Ringheim. Han stod foran muligheden for at modtage efterløn, hvad han så frem til, og hvilket gør denne ufatteligt sørgelige hændelse endnu mere trist.

Vi alle kommer til at savne ham rigtig, rigtig meget og vi er alle i Smørum Golfklub stærkt berørt!

Vi i Vacs er også meget berørt over at Niels-Erik ikke er i blandt om mere. Han var en stor drivkraft i Vacsklubben, både på og udenfor banen, og især på redaktionen, når der skulle skrives indlæg til hjemmeside.

Niels-Erik bliv bisat tirsdag 4. november kl 13.00 fra Kapellet, Frederiksborgvej 125, 2400 Kbh. NV.

Æret være hans minde